Huong Pagode i Hanoi
Bestil tilbud

Kontraster i Vietnam – Fra Imperiets Rødder til Mekongdeltaets Puls

Vietnam er et land med en sjælden evne til at forene det gamle og det moderne, det hektiske og det rolige. Denne rejse fører jer fra hovedstadens historiske kvarterer til rismarkerne i nord, videre til kejserlige paladser og kystbyer i midten – og endelig til det pulserende syd, hvor tropisk varme og koloniale levn præger stemningen. 

I begynder rejsen i Hanoi, hvor tusind års historie møder det moderne storbyliv. Her venter gamle pagoder, smalle gyder fyldt med gadekøkkener og klassiske franske boulevarder. Efter et par dage i hovedstaden går turen videre til Ninh Binh-provinsen, hvor grønne rismarker og dramatiske kalkstensformationer danner rammen for bådture og tempelbesøg i det billedskønne landskab. 

Midt i Vietnam besøger I kejserbyen Hue med dens imponerende mausoleer, citadel og flodlandskaber, inden turen går videre til den charmerende handelsby Hoi An. Her oplever I gyldne facader, farverige lanterner og dybe kulturelle rødder – og får mulighed for at fordybe jer i alt fra kokkeskoler til cykelture i rismarkerne. 

Sidste del af rejsen bringer jer til det sydlige Vietnam. I Ho Chi Minh City (Saigon) mærker I storbyens energi og får samtidig indsigt i landets nyere historie med besøg ved Cu Chi-tunnellerne og krigsmuseet. Har I lyst, kan I runde rejsen af med en udflugt til Mekongdeltaets labyrint af kanaler, palmer og flydende markeder. 

Undervejs bor I på komfortable og stemningsfulde hoteller med god beliggenhed, og I bliver mødt af lokale guider, der deler ud af deres indsigt og passion for Vietnams kultur og natur. En rejse fuld af kontraster – og fuld af liv. 

14 dage fra

18.495 kr.

Pris pr. voksen i delt dobbeltværelse

Baseret på laveste fra-pris i lavsæson

Rejsen er beskrevet af

Kim har i mange år arbejdet med at skræddersy rejser til Asien – og det mærkes. Han har et indgående kendskab til regionens mange muligheder og en særlig forkærlighed for rejsemål som Vietnam, Thailand, Sri Lanka og ikke mindst Japan.

Med Kim som rådgiver får du en personlig tilgang, hvor dine ønsker mødes med faglig indsigt og overblik. Han er god til at spotte, hvad der giver mening for netop dig – uanset om du søger autentiske oplevelser, høj komfort eller en blanding af begge dele.

Læs mere >>

Kim

Rejsekonsulent med skarpt blik for Asien

Palm Garden beach Resort / Superior garden view 4*
Cửa Đại Beach
Oplevelse og stemning  I befinder jer i rolige, grønne omgivelser ved Cua Dai-stranden, hvor Palm Garden Beach Resort folder sig...
Sila Urban Livings / Deluxe studio 4*
Ho Chi Minh City
Oplevelse og stemning  I hjertet af Ho Chi Minh Citys livlige kvarter ligger SILA Urban Living, hvor urbane omgivelser møder...
The Lapis Hotel / Superior 4*
Hanoi
Oplevelse og stemning  Midt i Hanois charmerende French Quarter danner The Lapis Hotel en elegant base, hvor byens historie og...

Rejseprogram

Dette rejseforslag på et rejseeventyr med Tembo Travel, men husk at alle rejser kan skræddersyes præcist til jeres ønsker.

Dag 1

Afrejse fra Danmark

Rejsen begynder med afgang fra Danmark. Der flyves mod Vietnams hovedstad Hanoi med enten direkte eller indirekte rute alt efter valgt flyselskab. Undervejs kan I slappe af, nyde servicen ombord og lade forventningens glæde stige. 

Overnatning i flyet. 

Dag 2

Ankomst til Hanoi | Vietnams historiske hovedstad

Ved ankomst til Hanoi mødes I af jeres lokale guide og køres til hotellet. Her kan I tjekke ind (fra kl. 14.00) og finde jer til rette. Resten af dagen er fri til at udforske nabolaget, hvile efter rejsen eller nyde en vietnamesisk kaffe i en af de mange lokale caféer. 

Hvis energien rækker, kan I tage en kort spadseretur i den gamle bydel, hvor livlige markeder og smalle gyder giver en første forsmag på byens stemning. I kan også tage til Hoan Kiem-søen og nyde udsigten til Ngoc Son-templet, som ligger idyllisk på en lille ø i søen. 

Overnatning på The Lapis Hotel

Dag 3

Hanoi | Kulturarv, gadekøkken og vanddukker

I dag skal I opleve Hanoi på en guidet byrundtur, hvor I får indblik i byens historie og kultur. I begynder ved Ho Chi Minh-komplekset, hvor I ser præsidentpaladset, den ikoniske “stilte bolig” og den smukke En-søjle-pagode. Herefter fortsætter I til Litteraturens Tempel – Vietnams første universitet og et roligt sted for refleksion. 

I spadserer gennem den gamle bydel, kendt som “de 36 gader”, hvor hver gade tidligere var dedikeret til et håndværk. Her får I mulighed for at smage den berømte vietnamesiske æggekaffe hos legendariske Café Giang. 

Dagen rundes af med en forestilling i det berømte vanddukketeater – en unik kunstform, der har sine rødder i Vietnams landlige landskaber og legender. 

Overnatning på The Lapis Hotel

Dag 4

Hanoi på egen hånd eller ekstra oplevelser

Denne dag er fri til egne oplevelser i Hanoi – eller I kan tilkøbe en af flere udflugter, der tager jer dybere ind i landets kultur og landskaber. 

I kan for eksempel vælge: 

  • En heldagstur til Ninh Binh og Tam Coc – kendt som „Halong Bay på land” – med sejltur gennem kalkstensbjerge og besøg i Hoa Lu, Vietnams gamle hovedstad. 
  • En aftentur med street food i Hanois gamle kvarter, hvor I prøver lokale specialiteter og oplever byens pulserende aftenliv. 
  • En udflugt til den gamle landsby Duong Lam, hvor I besøger hundrede år gamle huse og nyder frokost hos en lokal familie.

Overnatning på The Lapis Hotel

Dag 5

Mod kysten og charmerende Hoi An | Hanoi → Danang → Hoi An

Efter nogle oplevelsesrige dage i hovedstaden går turen i dag videre mod det centrale Vietnam. I bliver kørt til lufthavnen og flyver sydpå til Danang – en moderne kystby, hvor havet møder bjergene. Ved ankomst står jeres guide klar og tager jer videre til Hoi An, blot en kort køretur derfra. 

Hoi An byder straks på en anderledes stemning. Byens atmosfære er rolig, og arkitekturen er præget af kinesisk, japansk og fransk kolonial indflydelse. Resten af dagen er fri til at slappe af og finde jeres egne rytme i de nye omgivelser. 

Måske frister det med en første spadseretur gennem de smalle gader i den gamle bydel, hvor lanterner lyser op i skumringen, og duften af frisk koriander og nybagt brød strømmer ud fra gadekøkkenerne. Eller måske en stille stund ved floden, hvor små både glider forbi og stemningen er som taget ud af en svunden tid. 

Overnatning på Palm Garden beach Resort

Dag 6

Historisk gåtur i Hoi Ans gamle bydel | Kulturarv og kolonitidsstemning

Dagen begynder med en guidet gåtur gennem Hoi Ans fredelige gader – en by, hvor tiden synes at stå stille. De gule facader, små templer, købmandshuse og træskodder fortæller historier fra dengang Hoi An var en blomstrende havneby på Silkevejen. 

I besøger et traditionelt gammelt hus, hvor generationer har levet under samme tag. Dernæst går turen til Hoi An Museum og en kinesisk forsamlingshal, hvor drageudsmykkede tage og røgelsespinde skaber en næsten meditativ stemning. Turens sidste stop er den ikoniske Japanske Bro – et smukt eksempel på Hoi Ans kulturelle blanding og et symbol på byens historie. 

Resten af dagen er fri til egne oplevelser. Måske frister det med et besøg hos en lokal skrædder, der kan sy en kjole eller skjorte på rekordtid, eller måske en afslappende cykeltur i de omkringliggende rismarker. 

Om aftenen lyser tusindvis af lanterner byens gader og flodbredder op – en stemning, som bedst nydes til fods, hånd i hånd eller med et glas vin på en af de mange tagterrasser. 

Overnatning på Palm Garden beach Resort

Dag 7

Landbrug og madlavning i Tra Que | På cykel gennem det lokale landskab

Efter morgenmaden står dagen i det grønnes tegn, når I cykler ud gennem Hoi Ans bagland. Den lille gruppe sætter tempoet ned og lader byens travlhed glide i baggrunden, mens landskabet åbner sig med rismarker, små stier og fredelige landsbyer. Turen fører jer til Tra Que – en lokal grøntsagslandsby, hvor bæredygtigt landbrug er hverdag. 

Ved ankomsten bliver I budt velkommen af en lokal familie, der tager imod med varme smil og en forfriskende velkomstdrink. Herefter får I en rundvisning i landsbyen og møder nogle af de lokale bønder. I får lov at tage del i dagens arbejde på marken: rensning, vanding og plantning – alt efter årstiden. Det er en sanselig og jordnær oplevelse, hvor I virkelig mærker forbindelsen til det vietnamesiske hverdagsliv. 

Efter det fysiske arbejde får fødderne en velfortjent pause med et traditionelt urtefodbad – en gammel skik, som stadig bruges i lokalområdet. Dernæst venter et kulinarisk højdepunkt, hvor I sammen med værtsfamilien lærer at lave retter som ‘Tam Huu’-forårsruller og den sprøde ‘Banh Xeo’-pandekage. I spiser frokosten sammen med familien og nyder den mad, I selv har tilberedt. 

Efter frokost cykler I tilbage til hotellet. Resten af dagen er fri til afslapning – måske ved poolen eller med endnu en tur i Hoi Ans charmerende gader. 

Overnatning på Palm Garden beach Resort

Dag 8

Fridag i Hoi An | Mulighed for udflugter og oplevelser

Dagen er sat af til fri disposition, og I bestemmer selv tempoet. Måske ønsker I en afslappende dag på stranden eller ved hotellets pool – eller måske lokker endnu flere oplevelser i nærområdet. Ønsker I at udforske mere, kan I tilkøbe en eller flere af følgende udflugter: 

  • Halvdagstur til My Son – Et imponerende ruinområde og tidligere helligdom for Champa-kulturen. Området er UNESCO-beskyttet og byder på en dramatisk historie og smukke omgivelser.
  • Halvdags madlavningskursus med sejltur – Besøg det lokale marked og sejl ad Thu Bon-floden til Red Bridge Cooking School, hvor I lærer at tilberede klassiske vietnamesiske retter i frodige omgivelser.
  • Heldagstur til Ba Na Hills & Golden Bridge – Oplev Vietnams mest spektakulære udsigtsbro og det eventyrlige bjergresort med svævebane, haver, pagoder og forlystelsespark. En dag med sjov for både børn og voksne.
  • Heldagstur til Danang – Udforsk højdepunkterne i denne kystby: Linh Ung-pagoden med Lady Buddha-statuen, Marble Mountains, Cham Museum og det livlige Han-marked.

Kontakt os for priser og praktisk info om de forskellige ture – vi hjælper gerne med planlægning. 

Overnatning på Palm Garden beach Resort

Dag 9

Sidste dag i Hoi An | Tid til refleksion og afslapning

Efter nogle begivenhedsrige dage i det centrale Vietnam har I i dag endnu en mulighed for at slappe af og nyde Hoi An i jeres eget tempo. Det er oplagt at tage en sidste gåtur i de stemningsfulde gader, finde små souvenirs eller nyde en rolig stund ved floden. 

Hoi Ans skønhed ligger i detaljerne – de falmede facader, duften af røgelse og lanternernes sagte svaj i vinden. Måske frister en vietnamesisk massage, en skræddersyet kjole eller blot en iskaffe i skyggen 

Denne dag er helt jeres egen. 

Overnatning på Palm Garden beach Resort

Dag 10

Fra Hoi An til Saigon | Cu Chi-tunnellerne og krigshistorie

I dag går rejsen videre fra det rolige Hoi An til det energiske syd. I bliver kørt til Danang lufthavn og flyver derfra til Saigon (Ho Chi Minh City). Ved ankomst står jeres guide klar og I kører direkte mod en af Vietnams mest ikoniske og historisk ladede seværdigheder – Cu Chi-tunnellerne. 

Disse underjordiske gange strækker sig over 250 kilometer og blev brugt af Viet Cong-gerillakrigere under Vietnamkrigen. Her får I et fascinerende indblik i, hvordan krigen blev ført under jorden – med skjulte udgange, soveområder, køkkener og primitive hospitaler. Det er en oplevelse, der både er tankevækkende og lærerig. 

Efter besøget returnerer I til Saigon, hvor I checker ind på jeres hotel og har resten af aftenen til afslapning eller egne oplevelser i den pulserende storby. 

Overnatning på Sila Urban Livings

Dag 11

Saigons historie og kultur | Guidet byrundtur

Dagen byder på en spændende opdagelsesrejse gennem Saigons historiske og kulturelle højdepunkter. I starter med en guidet gåtur ned ad Dong Khoi-gaden – tidligere kendt som Rue Catinat – hvor I passerer smukke bygninger i fransk kolonistil som det gamle rådhus (Hotel de Ville), operaen og den ikoniske Notre Dame-katedral (pt. under restaurering, ses udefra). 

Herefter besøger I det stemningsfulde Centrale Postkontor, efterfulgt af en tur gennem Reunification Palace, det tidligere præsidentpalads og et symbol på afslutningen af Vietnamkrigen. 

I fortsætter til det rørende War Remnants Museum, der med fotos og originale genstande skildrer krigens barske realiteter. Efterfølgende går turen til den atmosfærefyldte Jade Emperor-pagode – et spirituelt sted med smukke figurer og duftende røgelse. 

Om eftermiddagen går turen til Cholon – Saigons kinesiske kvarter – hvor I besøger det farverige marked, Cha Tam-kirken og Thien Hau-pagoden, viet til havets beskytter. Dagen rundes af med tid på Ben Thanh-markedet, hvor I kan finde alt fra kunsthåndværk og krydderier til souvenirs. 

Overnatning på Sila Urban Livings

Dag 12

Fridag i Saigon | Mulighed for udflugter og oplevelser

Dagen er fri til at opleve Saigon i jeres eget tempo. Måske ønsker I en afslappende dag på hotellet eller en rolig gåtur i nærområdet – eller måske trækker byen og omegnen med endnu flere oplevelser. 

Hvis I vil ud at opleve mere, kan følgende udflugter tilkøbes: 

  • Heldagstur til Mekongdeltaet – Oplev Vietnams frodige hjerteområde med bådtur ad floder og smalle kanaler. Mød lokalbefolkningen, se rismarker og frugtplantager, og få en uforglemmelig dag i “Vietnams spisekammer”. Frokost inkluderet.
  • Aftenudflugt på Vespa med street food – Hop på en klassisk Vespa og oplev Saigons gadekøkkener som en lokal. Smag jer gennem Banh Mi, grillet kød, vietnamesisk pizza og kolde øl – alt imens I kører gennem byens stemningsfulde gader.
  • Halvdagstur på Vespa gennem Saigon – Oplev både kendte seværdigheder og skjulte kvarterer bag på en scooter. En sjov og autentisk måde at opleve byen på – kombineret med frokost eller middag hos en lokal restaurant.

Kontakt os gerne for priser og mere information om udflugterne – vi hjælper med at skræddersy jeres dag efter ønske. 

Overnatning på Sila Urban Livings

Dag 13

Hjemrejse til Danmark

Rejsen går mod sin afslutning. I bliver hentet på jeres hotel og kørt til lufthavnen i god tid til hjemrejsen. Herfra går turen tilbage til Danmark – fyldt med minder om eventyrlige dage i Vietnam. 

Overnatning i flyet. 

Dag 14

Hjemkomst til Danmark

Efter en oplevelsesrig rundrejse gennem Vietnams mangfoldige landskaber og kulturer ankommer I i dag til Danmark. Med jer hjem har I ikke blot souvenirs og billeder, men også uforglemmelige minder om mødet med vietnamesisk gæstfrihed, historie, natur og gastronomi. Vi håber, at rejsen har levet op til jeres forventninger og måske endda givet lyst til nye eventyr i Sydøstasien. Velkommen hjem! 

Prisoversigt på rejsen

Priserne er vejledede og med forbehold for den aktuelle flypris.

Fra pris i DKKPr. person i delt dobbeltværelsePris per barn ved delt dobbeltværelse
Januar - April
18.49511.695 Få et tilbud
Maj - August18.69511.895 Få et tilbud
September - December18.49511.695 Få et tilbud
Jul & NytårKontakt osKontakt os Få et tilbud

*Bemærk der kan komme pristillæg ved rejser over jul & nytår, Påske samt andre helligdage.

BESTIL ET TILBUD PÅ DENNE REJSE

Ønsker du at få et skræddersyet tilbud på denne rejse med en anden rejselængde eller rute, så udfyld formularen herunder og vi vender retur. Du er også velkommen til at ringe på telefon 70 60 35 55

 

    Fakta om Rejsen

    Rejsen inkluderer:

    • 11 nætter på nøje udvalgte 4* hoteller
    • Morgenmad dagligt + frokost ved udflugter hvor nævnt
    • Privat transport mellem lufthavn, hoteller og udflugtssteder
    • Indenrigsfly mellem Hanoi → Danang og Danang → Saigon
    • Guidet byrundtur i Hanoi med Ho Chi Minh-komplekset, Litteraturens Tempel og vanddukketeater
    • Guidet gåtur i Hoi Ans historiske bydel med museum, gamle huse og Japanske Bro
    • Cykeludflugt til Tra Que grøntsagslandsby inkl. urtefodbad, madlavningskursus og frokost
    • Besøg i Cu Chi-tunnellerne ved ankomst til Saigon
    • Guidet byrundtur i Saigon med Reunification Palace, War Remnants Museum, Notre Dame (udefra), Central Posthus samt Cholon
    • Engelsktalende lokale guider og alle entréer til nævnte aktiviteter
    • Flyrejse t/r Danmark–Vietnam inkl. måltider ombord
    • Alle skatter og afgifter
    • Bidrag til Rejsegarantifonden
    • Adgang til 24-timers nødtelefon under hele rejsen

    Rejsen inkluderer ikke:

    • Øvrige måltider og drikkevarer, medmindre nævnt i programmet
    • Rejse- og afbestillingsforsikring
    • Drikkepenge og personlige udgifter
    • Tillæg for enkeltværelse
    • Valgfrie tilkøbsudflugter, fx:
      • Streetfood-tur i Hanoi
      • My Son
      • Madlavningskursus m. sejltur i Hoi An
      • Ba Na Hills
      • Vespa-ture i Saigon
      • Mekongdeltaet
    • Alt der ikke er nævnt under “Inkluderet i rejsen”

      Klimatabel for Vietnam

      Vi har herunder udarbejdet en vejledende klimatabel for Vietnam, lokale variationer og ændringer i vejrmønstre kan påvirke de faktiske forhold.

      Måned
      Gennemsnitlig høj temperatur (°C)
      Gennemsnitlig lav temperatur (°C)
      Gennemsnitlig nedbør (mm)
      Januar
      26
      18
      25
      Februar
      27
      20
      35
      Marts
      30
      22
      55
      April
      32
      24
      95
      Maj
      33
      25
      160
      Juni
      33
      25
      230
      Juli
      33
      25
      260
      August
      32
      25
      270
      September
      31
      24
      215
      Oktober
      30
      23
      145
      November
      28
      21
      70
      December
      26
      19
      30

      Ofte stillede spørgsmål om rejser til Vietnam

      Vi har samlet en FAQ med de spørgsmål, vi hyppigst modtager fra vores gæster, der rejser til Vietnam. Her finder I svarene på disse spørgsmål, så I kan forberede jer bedst muligt på jeres eventyr.

      Kræver jeg visum for at rejse til Vietnam?

      Ja, danske statsborgere skal søge visum. Et e-visum kan bestilles online inden afrejse og gælder typisk i 30 dage.

      Hvilken valuta bruges i Vietnam?

      Den vietnamesiske dong (VND). Dollars accepteres nogle steder, men det er bedst at have dong til dagligt brug.

      Kan man bruge kreditkort overalt?

      Ja, i storbyer og på hoteller. Udenfor de store byer er kontanter nødvendige.

      Hvilket sprog tales i Vietnam, og klarer man sig på engelsk?

      Vietnamesisk er hovedsproget. I turistområder og på hoteller er engelsk almindeligt.

      Er drikkepenge almindeligt i Vietnam?

      Ikke en fast tradition, men 5–10 % på restauranter og lidt til guider og chauffører værdsættes.

      Hvad er den bedste måde at komme rundt på?

      Indenrigsfly til de lange afstande, tog langs kysten for en stemningsfuld oplevelse, og Grab eller taxa i byer.

      Er Vietnam et sikkert land at rejse i?

      Ja, det er trygt. Vær dog opmærksom på lommetyve og den hektiske trafik.

      Hvordan fungerer mobil og internet?

      Lokale SIM-kort er billige og giver god dækning. Wifi er udbredt på hoteller og caféer.

      Er maden i Vietnam egnet for vegetarer og veganere?

      Ja, men spørg altid efter “không nước mắm” (uden fiskesauce), da det bruges ofte.

      Kan man betale med kontaktløs betaling eller apps?

      Begrænset – mest i storbyer. Kontanter er stadig vigtigst